12 år med Grindex – en tur ned ad "Memory Lane"

17. oktober 2018.

Elmodan har været importør af Grindex i Danmark, Grønland og Færøerne i 12 år. Vi benytter derfor lejligheden til at tage en tur ned ad mindernes gade. Og der er sket meget på 12 år.

Det hele startede i 2006, hvor Grindex-agenturet i Danmark overgik fra den daværende importør ”Grindex Pumper ApS” i Vanløse til Elmodan.

”Det var sådan set lidt af et tilfælde. Jeg solgte nogle pumper til Arkil på et stort projekt, de havde dengang. Og de skulle bruge dem sådan akut. Så da den daværende importør i Vanløse ikke kunne levere, tog jeg direkte kontakt til fabrikken i Sverige. Og det var egentlig sådan, de fik nys om Elmodan”, fortæller Lars Ingemann, der er indehaver af Elmodan, om dengang det hele startede.

Grindex Pumper ApS i Vanløse kom kort tid efter i økonomiske vanskeligheder, og eftersom Elmodan allerede var inde på svenskernes radar, blev virksomheden valgt som næste importør. ”Det var faktisk sådan, vi overhovedet fik vores Københavner-adresse ellers var vi jo ”bare” en lokal virksomhed i Næstved, der fortrinsvist betjente lokalområdet”, fortæller Lars Ingemann, som selvfølgelig ikke kan nære sig for vittigt at tilføje: ”Selvom man selvfølgelig ikke kan have adresse i Vanløse, når man skal sælge pumper”.

Vi blev en mere pumpeorienteret forretning, hvor vi før havde koncentreret os om el-værktøj, og så var vi jo pludselig landsdækkende. Så det var en stor omvæltning.
Lars Ingemann, Indehaver, Elmodan A/S

 

Da Elmodan overtog navnet var kendskabet til Grindex begrænset i Danmark. Den daværende importør henvendte sig primært til entreprenører og primært igennem forhandlere. Med agenturet blev Elmodan pludselig en landsdækkende virksomhed, og naturligvis medførte det et boost i virksomheden og en drejning i Elmodans produktsortiment – nu skulle der sælges pumper.

”Da Elmodan fik Grindex agenturet dengang var tiden til mere direkte salg. Vi har aldrig haft et stort forhandler-netværk, så det gjaldt om at få udbredt kendskabet til brandet i Danmark – ikke kun gennem forhandlere og ikke kun hos entreprenører”, fortæller Lars Ingemann og fortsætter:

”Det er blevet en stor del af vores forretning – klart den bærende del, altså Elmodan skulle nytænke sig selv og skifte kurs. Det betød, vi blev en mere pumpeorienteret forretning, hvor vi før havde koncentreret os om el-værktøj, og så var vi jo pludselig landsdækkende. Så det var en stor omvæltning”, siger han.

Retningen mod pumperne betød også, at Elmodan begyndte at forhandle alt materiel, der relaterer sig til pumper, som en naturlig følge af, hvad kunderne efterspurgte.

”Det er helt naturligt, at når vi sælger pumper, så spørger kunderne også efter slanger og koblinger, og så skal de også bruge en generator, der kan trække pumpen, og kabler der kan forbinde det hele. Pumpedelen fylder 60 % af vores forretning nu”, fortæller Lars Ingemann, og understreger, at det kun har været positivt for virksomheden, da det har medført mere sikkerhed i forhold til økonomiske lavkonjunkturer, særligt finanskrisen, der som bekendt kom kort tid efter, Elmodan var blevet Grindex importør.

Det blev en god start for Elmodan som den nye agent for Grindex i Danmark, og det blev et leverandør-forhold, som skulle vise sig at vokse sig endnu stærkere med årene.

Et gensidigt og stærkt forhold

Det viste sig nemlig, at svenskerne havde set rigtigt ved at satse på den lille Næstved-virksomhed, der dengang ikke havde specielt meget forstand på pumper. Elmodan var nemlig ikke kørt fast i tankegangen om, at Grindex pumperne først og fremmest kunne bruges af entreprenører:

Vores samarbejde har vokset sig stærkt gennem årene, og Grindex har da også lært meget fra Elmodan, særligt i forhold til, hvordan Grindex pumper er blevet brugt som en del af nogle systemløsninger
Per-Åke Jägrén, Area Sales Manager, Grindex

”Jamen vi fik introduceret Grindex -pumperne steder, de ikke havde været før, altså fx i forsyningssektoren, i off-shore industrien, hos kommunale beredskaber og hos udlejningsfirmaer er vi i dag stærke. Så vi fik også et meget bredere kundesegment og en væsentlig bredere forretning”, fortæller Lars Ingemann, da han bliver bedt om at gøre status over, hvor samarbejdet er den dag i dag.

Og spørger vi svenskerne, virker de da også ganske tilfredse med samarbejdet.

”Vi har et sundt forhold til hinanden med en god og klar dialog mellem os”, forklarer Grindex’ repræsentant, Per-Åke Jägrén, der er Area Sales Manager for blandt andre Danmark og tilføjer:

”Vores samarbejde har vokset sig stærkt gennem årene, og Grindex har da også lært meget fra Elmodan, særligt i forhold til, hvordan Grindex pumper er blevet brugt som en del af nogle systemløsninger”.

Her hentyder Per-Åke Jägrén til det ballastsystem, som Elmodan for nogle år siden udtænkte og byggede til nedsænkningen af Söderstrømstunnelen i Stockholm i 2008-2014.
Grindex var dengang mildest talt imponerede over nytænkningen, og måtte selvfølgelig en tur forbi Danmark til en snak om, hvordan Elmodan havde båret sig ad med at komme med i et så omfattende svensk byggeprojekt.

”Vi har da nok fået indtænkt pumperne i nogle store projekter. Jeg tror, det var nytænkningen i at sænke tunnelelementer på den måde. Vi brugte jo bare de Grindex-pumper, vi nu var blevet distributører af. Men det havde de ikke set før – vores ballastsystem”, fortæller Lars Ingemann med et nærmest beskedent træk på skuldrene og en halvkvalt bemærkning om, at det jo bare var det, kunden skulle bruge.

Ballastsystemet, som Elmodan konstruerede dengang, består i sin enkelthed af fire permanente tanke i hvert hjørne af de store tunnelelementer.
Tankene fyldes med vand ved hjælp af to Grindex Master-pumper, der er forbundet til en styretavle, så nedsænkningen af elementet foregår på en effektiv og kontrolleret måde.

>> Læs mere om, hvordan ballastsystemet bliver brugt igen i Gøteborg til nedsænkningen af Marieholms-tunnelen <<

 

 

Mange flere gode år med Grindex

Det har alt i alt været et gensidigt glædeligt samarbejde mellem Elmodan og Grindex.

Grindex er fantastisk gode til at udvikle sig. Der er virkelig et stort potentiale!
Lars Ingemann, Indehaver, Elmodan A/S

 

Og både producent og distributør tør da også godt se lyst på fremtiden, og på hvad der kan komme ud af videre udvikling her 12 år efter, det hele begyndte.

”Vi glæder os til en fremtid med endnu tættere og stærkere samarbejde”, fortæller Grindex-repræsentanten Per-Åke Jägrén.

Og Lars Ingemann fra Elmodan er enig: ”Jeg ser da meget frem til den næste produktudvikling”, siger han.

Hvis Lars skulle gætte på en snarlig nytænkning fra Grindex, skulle det være en yderligere teknologisk udvikling af pumperne med en monteret elektronisk overvågning, som kunne give besked om næste servicetjek og hvor mange timer, pumpen har kørt.

Når nu vi er ved fremtidsudsigterne, nævner Lars Ingemann desuden en anden idé, han længe har haft, og som han da også har forslået fabrikken op til flere gange de seneste år:

”Jeg har længe tænkt på, at pumperne kunne monteres på et guiderør med automatisk montering. Det har Grindex ikke endnu, men det ville være smart til mange af vores kunder, især inden for spildevand eller kloakvand og på permanente pumpestationer i det åbne land”, siger han og uddyber, at med et guiderør kunne pumpen hæves og sænkes op og ned i en brønd – det ville gøre det meget lettere at udføre reparationer og service på pumper, der er fast monterede.

Men hvem ved, måske en dag. Lars Ingemann afslutter interviewet med entusiasmen i top: ”Grindex er fantastisk gode til at udvikle sig. Der er virkelig et stort potentiale!”

Indtil videre er alle på Elmodan-holdet intet mindre end decideret stolte af at være importører af Grindex pumper i Danmark.

 

Grindex – historien bag

Grindex blev grundlagt i 1940 af de to svenske ingeniører Kristensson og Grähs. De redefinerede pumpemarkedet med deres dykkede letvægtspumper, der var i stand til at køre uden vand, takket være deres patenterede luftventil.

Allerede i løbet af 1960’erne blev Grindex’ første pumpe til to – Minor og Major, og snart skulle serien udvikle sig til i dag at omfatte 35 modeller i forskellige størrelser til alle tænkelige formål.

Et af producentens helt store gennembrud var introduktionen af den første slampumpe i 1970’erne. Grindex slampumper består i dag af en serie på i alt 9 forskellige pumper. Slampumperne bruges til at pumpe vand, slam og kloak med faste partikler helt op til 8 cm og er specielt modstandsdygtige over for slidende partikler. Pumperne i denne serie er kendt for deres industrielle styrke.

Grindex har siden begyndelsen nytænkt sig selv af flere omgange, hvilket årene igennem har medført, at den svenske pumpeproducent er blandt verdens førende inden for elektriske, dykkede pumper.